Fra jeg var dreng var jeg fascineret af at høre radio. Jeg hørte radioteater, debat-programmer - og selvfølgelig især Jørgen de Mylius’ udsendelser om tidens popmusik i slutningen af 60'erne.

På min Philips spolebåndoptager optog jeg hans programmer - og hørte dem igen og igen. Allerede da jeg var 11 år havde jeg lyst til selv at lave radio.
Og sådan blev det. 30 år i DR med dét jeg brænder mest for. At fortælle, formidle og engagere om og med musikken.

Fra Beethoven over Beatles til Zawinul.

I mange år arbejdede jeg free-lance på en lang række musik-programmer, sideløbende med min musiker-karriere.
I 1993 blev jeg redaktionschef på den klassiske kanal og var med til at ændre henvendelsesformen og formidlingen af klassisk musik i DR. Fra det højtidelige - ja, nærmest andægtige - til en mere ligefrem og kommunikerende måde at henvende sig til lytterne på.

Jeg kunne lide indflydelsen og at være med hvor det sker. Være omdrejningspunkt for kanalen, for forandringer og optaget af, hvordan jeg var en god chef på alle måder. Samtidig holdt jeg fast i at lave programmer til radioen om musik. Det blev i løbet af mine sidste DR-år til en række udsendelser om musiklivet i europæiske byer (til P2) og tema-udsendelser om pop og rock-navne (til P4).

Jeg valgte selv at stoppe i DR pr. 31/12 2007. DR slog på daværende tidspunkt ind på nogle stier omkring formidlingen af musik, som jeg ikke havde lyst til at betræde.

 

 

Da jeg var 10 år gammel, skyllede Beatles-feberen ind over Danmark. Det var i 1964.

Jeg begyndte at "gå til spil" - hos en klaverlærer i Århus. Det var dér, jeg voksede op. 

Da jeg var ca. 12 fik jeg min første guitar - en halvakustisk Hoyer. Lidt hård og meget båndfalsk, men alligevel en indgang til et univers, som fascinerede mig dybt. Og på børneværelset i det nordlige Århus sad jeg så og lyttede Claptons og Hendrix' temaer af.

Det var i det magiske år 1966.
Da jeg var 15 år, flyttede familien til Hillerød. Det gav helt nye koncertmuligheder - og allerede kort efter flytningen så jeg Blind Faith i KB-Hallen. Det var juni 1969, supergrupperne florerede. Jeg kom rimeligt hurtigt i kontakt med andre fyre med musikinteresse - og jeg kom med i en trio, der huserede i Tulstrup (flække nord for Hillerød). Næste step var mødet med guitaristen Lars Bech-Jessen, bassisten Karsten Madsen og trommeslageren Mikael Petersen. Vi fire dannede gruppen CALM - det første sådan rigtige band, jeg spillede i. Vi spillede efterhånden rigtige jobs. Vi var sågar på "turne" til Jylland. I Calm spillede jeg lead-guitar - men også keyboards, hvilket på det tidspunkt ville sige et Farfisa-orgel og i løbet af kort tid også et el-klaver. Igennem en manager for Calm og hans kendskab til pladeselskabsmanden Michael Krogsgaard (Hookfarm) fik jeg kontakt til sangskriveren C.V. Jørgensen. C.V. var rigtig musiker og kunstner. Han havde lavet en plade - "En stynet strejfer" - og var nu i gang med at forberede den næste LP.

Jeg mødte til et par prøver i "bondebyen" i Lyngby, hvor Carsten (C.V.) boede. Det var i forsommeren 1975 - jeg var 21 - og det var en stor oplevelse. Carsten spillede akustisk guitar og sang, Erik Falch spillede bas - og ved trommerne sad en fyr, som jeg kom til at spille med i mange, mange år frem. Og som blev en af mine allerbedste venner - stadig den dag i dag: Gert Smedegård.

Vi indspillede i "Verners Studie" det meste af sommeren og samme efterår startede vi med at turnere. Dog uden Gert, som var kommet med i gruppen Ache! I stedet hyrede vi Mick Moloney. Det sjove ved ham var, at han havde spillet trommer i Red Squares, det første band jeg nogensinde havde set live - på "Boom" i Århus i 1967 ...

I sensommeren 1976 blev jeg kontaktet af Finn Olafsson, guitarist i ACHE. Og bandets leder. Pladsen ved orglet var blevet ledig, fordi Peter Mellin havde forladt gruppen. Da der samtidig var sket det, at C.V. Jørgensen-bandet havde brudt med hovedpersonen, var sagen klar. Jeg blev keyboard-spiller i Ache.
Instrumentmæssigt betød det, at jeg investerede i Hammond orgel og Leslie-højttaler - og genremæssigt kom jeg nu for alvor ind i en musik, jeg helt og aldeles kunne identificere mig med. Jeg spillede i Ache i fire intense år - med indspilninger og masser af jobs.

I Ache begyndte jeg for alvor at komponere, På 1980-turneerne var materialet i høj grad mine kompositioner. For mig var det absolutte musikalske højdepunkt afslutningsturneen i efteråret 1980. Her var band'et virkelig fedt og sammenspillet. Line-up var: Johnnie Gellett, vokal og percussion - Gert Smedegård, trommer - Torsten Olafsson, bas - Finn Olafsson, guitar - og mig selv på Hammond, Würlitzer-ala-Supertramp-klaver og Roland-synthesizers. Desuden sang jeg alle 2. stemmer

Få dage efter afslutningskoncerten i Saltlageret 27. september 1980 begyndte jeg at øve med Lotte Rømer, der skulle indspille sin anden LP. Og på turne.
Det var helt anderledes end Ache. Men for mig var det sjovt at spille med en kvinde (for første gang) - og Lottes kompositioner var spændende. Og det var en fryd at spille med Ivan Horn og Lottes bror Ole Rømer, som senere blev afløst af Peter Schiøtz.

Vi spillede enormt meget - og det varede i tre år, så opløste Lotte band'et.

 

Efterskrift 2015:

Lotte Rømer Band genopstår ved særlige lejligheder, i den originale besætning.

Jeg spiller i dag med band'et "The Beatrio" (Beatles-sange)